Torsdag aften blev der afholdt markvandring hos Allan Christiansen i Tinglev med fokus på dyrkning, teknologi og aktuelle rammevilkår for landbruget.
Formand Viggo Conradsen bød velkommen, og vi kunne konstatere en noget knap tilslutning, nok begrundet i høstvejr og vanding af kartofler.
Allan Christiansen gennemgik sit landbrug på 800 ha – hvoraf ca. 150 ha. er med kartofler – og som desuden omfatter en større kyllingeproduktion.
Frederik Boel Danielsen gennemgik AKD’s Demo-mark med 10 aktuelle sorter, hvor der blev sat fokus på sorternes vækst, skimmelresistens m.m. Der var en god dialog i marken i forhold til, hvad fremtidens udfordringer byder landbruget.
Vi trak efterfølgende ind i maskinhuset og blev introduceret til GPS-udstyr og præcisionsteknologi i landbruget af Torben Thorsen fra Thorsen Teknik.
Under kaffen gav Søren Bojsen Wind fra Landbrugsrådgivning Syd en status på den aktuelle situation i marken og kom ind på opmærksomhedspunkter i forhold sædskiftekrav og udrydning af problemukrudt før næste års kartoffelafgrøde.
Bjarne fra AKD gennemgik opmærksomhedspunkter fra fabrikkerne om kommende kampagne med opstart af forkampagne, nedvisning af egen opformering, nedvisning af den/de sidste leveringer til fabrikken i forhold til holdbarhed og minimering af Oosporer i marken.
Formand Viggo Conradsen sluttede aftenen af med en status fra den politiske verden, hvor fokus på de aktuelle rammevilkår, reguleringer og politiske beslutninger, som kan få indflydelse på fremtidige dyrknings- og investeringsbeslutninger, fylder meget.
Markvandringen gav samlet set et værdifuldt indblik i både dyrkningsmæssige forhold, ny teknologi og de eksterne faktorer, der påvirker dansk kartoffelproduktion.
Deltagerne fik rig mulighed for faglig sparring og erfaringsudveksling i marken.