Vanding
Vanding
Vanding af kartofler bør prioriteres over vanding af alle afgrøder! Det skyldes, at kartofler er en højværdi-afgrøde med et sparsomt rodnet. Derfor er den økonomiske gevinst ved vanding af kartofler forholdsvist større end ved vanding af græsmarker, korn, majs mv.
I en grovsandet jord (JB1) er der en plantetilgængelig vandmængde på 60 mm i rodzonen. Kartofler bør vandes, når 30-40 % af den plantetilgængelige vandmængde er opbrugt, svarende til et vandunderskud på 18-24 mm.
Derudover afhænger vandingsbehovet af:
- Kartoflernes udviklingstrin. Kartoffelplanter er mere følsomme overfor vandunderskud i knolddannelsesfasen end i den efterfølgende knoldvækstfase.
- Vejret. I perioder med sol, ingen nedbør og blæst fordamper der op til 7 mm per dag!
Ved knoldsætning (knolddannelsesfasen) er det særligt vigtigt, at kartoflerne er velforsynede med vand. Hvis planterne er udsat for tørkestress i denne fase, sætter de simpelthen færre knolde, og dét koster udbytte.
Start vanding i tide
Timing af vandingsopstarten er altafgørende for at få det maksimale udbytte ud af vandingen. Forsøg med drypvanding har vist, at udtørrede kartoffelkamme er praktisk talt umulige at vande op igen. Den indre del bliver simpelthen ved med at være knastør, uanset hvor meget vand, man pøser på. Derfor skal udtørring her i starten af vækstsæsonen for alt i verden undgås!
Undgå overvanding
Overvanding bør ligeledes undgås, fordi det giver unødvendigt høje udgifter til vand og strøm. Samtidig øges risikoen for udvaskning af de værdifulde næringsstoffer kvælstof og kalium væsentligt, når der vandes mere end det aktuelle vandunderskud.
Overvanding påvirker altså bundlinjen i kartofler negativt på to måder – dels øges omkostningerne, dels mindskes udbyttet grundet næringsstoftab.
Ved yderligere spørgsmål, så ring til AKD Agro:
Agrochef
Bjarne Thisgaard
Mobil: 4027 9695
Mail: bt@akddanmark.dk
Agrorådgiver
Frederik Jensen
Mobil: 5151 6433
Mail: fje@akddanmark.dk