Nyheder AKD
Rod i geografien kan godt blive til en succesoplevelse
11.07.2025

Gustav på AKD Sønderjyllands værksted.
AKD lå ikke helt der hvor Gustav troede, men det kom der alligevel noget godt ud af.
Da Tønder Kommune holdt “Fest for Fremtidens Faglærte” i juni, var kåringen af “Årets Lærling 2025” en del af festlighederne. Blandt de mange nominerede fik Gustav fra AKD i Toftlund en flot andenplads for “sin bemærkelsværdige indsats og gåpåmod”. Og det er en meget dækkende beskrivelse af den 20-årige automatiktekniker-lærling Gustav Johan Schou Christensen og hans vej til AKD.
Gustav er fra Falster, hvor han også startede sin faglige uddannelse. Da han efter 1. grundforløb både havde interesse og talent for jobbet som automatiseringtekniker, valgte han at fortsætte på en skole i Ringsted, som tilbød den linje.
-Da jeg skulle finde en praktikplads viste det sig, at de første virksomheder jeg talte med gerne ville trække min uddannelse i en lidt anden retning. Men jeg var ret sikker på at jeg ville være automatiseringstekniker, så derfor søgte jeg videre, fortæller Gustav.
-Så fandt jeg AKD Sønderjylland på en liste over elevpladser og sendte en ansøgning. Efter en telefonsamtale spurgte vedligeholdelseschef Christian Lagoni om jeg kunne komme til en samtale på AKD, så vi aftalte en dag.
Et forkert opslag i Google Maps
Gustav havde tjekket på Google Maps at AKD lå på Sjælland og i nærheden af Falster.
-Det gjorde AKD så ikke, griner Gustav.
-Men da jeg først fandt ud af, at AKD altså lå i Sønderjylland og næsten 300 km fra hvor jeg boede, havde jeg allerede sagt ja tak til samtalen med Christian. Og i øvrigt lød det som en spændende praktikplads for mig, så det skulle da undersøges nærmere.
Uden bil og kørekort tog Gustav turen fra Falster til Toftlund med bus og tog – i alt ca. 10 timers transportid for en halv times samtale om en praktikplads. Men både Gustav og Christian syntes det var en god samtale, og der blev lavet en aftale om, at Gustav skulle starte på AKD.
-AKD hjalp mig med at finde en lejlighed i Toftlund, så jeg kan cykle på arbejde. Men lejligheden blev først ledig en måned efter jeg startede, så den første tid boede jeg hos min bror i Odense og pendlede frem og tilbage med offentlig transport. Det var en lidt mærkelig periode, for var ikke tid til meget andet end at køre i tog, arbejde og sove, husker Gustav.
En spændende arbejdplads, hvor man næsten kan forstå hvad de andre siger
Men i følge Gustav har praktikpladsen været det hele værd.
-AKD er en varieret og spændende arbejdsplads, og der er en del af netop de automatik-opgaver, jeg har lyst til at arbejde med – og jeg får samtidig lov til at prøve mange nye arbejdsopgaver. Og så synes jeg at der er en god stemning på AKD og jeg har nogle sjove kolleger.
-Når de af og til snakker rigtigt sønderjysk kan det godt være svært at forstå hvad de siger, men når jeg har sagt hva' et par gange, så gør de sig umage for at jeg også kan være med, siger Gustav med et smil.
-Jeg har ikke lært at tale sønderjysk endnu, men jeg er da begyndt at sige mojn.
En succes langt hjemmefra
Det var tilfældigheder, et forkert opslag på Google Maps og et par hurtige beslutninger der førte Gustav til AKD i Toftlund, og indtil videre har det været en god oplevelse for ham.
-Min mor var lidt bekymret, da jeg pludselig ville flytte så langt væk hjemmefra som 17-årig og i starten af min uddannelse. Men nu er hun bare stolt over at jeg selv har skaffet mig en god læreplads og klarer mig selv. Og så er hun vist også lidt stolt af min andenplads i “Årets Lærling 2025”, slutter Gustav.
Se videoen som Tønder Kommune har lavet om hvorfor Gustav blev indstillet til “Årets Lærling 2025”.

